Det sociale liv på kollegiet

Kvintus Kollegiet er et ret lille kollegie. Det betyder naturligvis også at vi ikke har mulighed for at have så mange og store sociale arrangementer som de større kollegier, og vi holder sjældent fester for mange hundrede mennesker.

Men derfor kan her nu altså godt være hyggeligt at være, og vi afholder mange sociale arrangementer alligevel. Der holdes fester, fredagsbare, madklubber, film- eller spilleaftener osv. Og er der nogen der har en ide til et nyt fællesarrangement, så er det bare at kontakte kollegiets beboerråd, så kan man oven i købet få tildelt lidt af kollegiets penge til at finansiere det.

Fester og fredagsbarer

Cirka fire gange om året holdes der store kollegiefester i baren i kælderen. Det er barudvalget der står for disse fester og ofte lokker vi ekstra folk til ved at have et antal gratis øl eller lignende. Vi plejer at have det skidesjovt til festerne – jo flere der kommer, desto sjovere er det naturligvis. Herudover holdes der en gang imellem fredagsbar, også i baren i kælderen.

Derudover er det også muligt selv at leje baren til private fester. Vil man for eksempel holde din fødselsdag på kollegiet, kan det sagtens lade sig gøre. Man lejer baren via barformanden (reglerne for leje findes på intranettet) og det er gratis. Normalt åbnes private fester for alle kollegianere fra klokken 22:00 – hvis man ønsker at holde festen privat helt til den slutter, må man betale et lejegebyr.

Hverken festerne eller fredagsbarerne holdes på bestemte datoer, men der er tradition for at der holdes semesterstartsfest, julefrokost, cocktailfest og sommerfest. Rundt omkring på kollegiet hænger der en aktivitetskalender for baren, hvor man kan se hvilke fester der er planlagt i den nærmeste fremtid, både kollegiets egne fester og kollegianeres privatfester.

Madklub

Vi bestræber os på at holde madklub cirka en gang om måneden. Til madklubben er der nogle stykker der melder sig til at klare indkøb og madlavning, og så betaler deltagerne et beløb der plejer at lille omkring en tyver for at komme ned i fælleskøkkenet og spise god mad med deres medkollegianere.

Maden kan være alt fra pitabrød over lasagne og sushi til risotto eller haggis – det er helt op til dem der laver maden. Det eneste der altid er fælles er at det er superhyggeligt og at man ofte lærer nye mennesker man ikke kendte før at kende.

Film- og spilleaftener

Af og til arrangeres der også film- eller spilleaftener i kælderen. Ofte dækker udtrykket ‘filmaften’ nærmere over ‘fodboldaften’ eller lignende, hvor folk hygger sig med en fodboldkamp og nogle øl i fællesskab i kælderen. Ved disse lejligheder finder vi ofte vores storskærmsprojektor frem, så alle kan se ordentligt.

Derudover er der undertiden folk der venligst udlåner deres spillekonsoller til kælderen, så vi får PS3-aftener eller Wii-aftener – lidt virtuelt konkurrenceri er jo altid en god måde at lære nye venner at kende på. ;)